Stilletid i haven

Er det svært for dig, at koble fra og mærke kroppen?
Så kom og vær med til en beroligende stilletid i haven hver tirsdag aften. Der er forskellige rum til ethvert humør, så gå på opdagelse eller nyd havens lyde på en af de mange siddepladser. En aften med ro til at mærke dig selv og naturen.

lawn-care-01
lawn-sprinklers
turf-fitting

Stilletid i haven

En have er som en anden verden, man er kommet væk fra de vante omgivelser, og det grønne giver en ro, som i sig selv er helbredende. – Det gælder om at kroppen og hovedet får en pause – og især at man får ro til at geare ned, og tid til at slappe af.

Inden du kommer på besøg første gang:
Inden dit første besøg i haven, vil jeg gerne at vi har lavet en aftale, så der er sat tid af til, at du får lidt at vide om haven og hvordan den bruges, når der er stille tid. Det kan også være at du har brug for hjælp til at finde dig til rette de første gange.  – Vi tager imod dig ved havelågen.

Du kan vælge at gå en stille tur rundt i haven og tage små hvil undervejs, men du kan også finde det sted der passer dig bedst. Er man meget stresset, kan det være svært at overskue alt for meget på en gang, her er det en stor fordel at finde sig et enkelt sted.

Hvorfor stilletid?

Mærk kroppen

Fokus på din krop. Hvordan er tilstanden i din fysiske krop egentlig.

Følelseskontakt

Mærk hvilke følelser der dukker op i roen og nærværet med dig selv.

Grounding

Øv grounding med naturen og bliv bedre til at bruge den naturen der omgiver os.

Ro i kroppen

Lad roen sænke sig over kroppen og stressen sive ud. Mærk forskellen.

Ro i tankerne

Giv slip på tankemylderet for en stund. Og lad nærværet få plads.

Lethed i sindet

Selvforkælelse der giver fornyet energi og lethed i kroppen.

Find dit sted i haven

Ud under åben himmel – haven er tydeligt afgrænset (lukket af)  så man ikke farer vild.
Haven er bygget op så man kan sidde i forskellige rum. – nogle er helt grønne og små, så man sidder pakket ind, andre har mere farve , nogle rum er åbne og med udsigt ud over marker, så man sidder mere frit.  Find det rum der passer til dig, vi er forskellige og har forskellige behov, men det kan også variere fra gang til gang hvilket haverum der passer bedst, så du føler dig godt tilpas og kan finde ro. Det er også muligt at sidde i havehuset og slappe af til stille toner.

Når der er stille tid i haven, skal det respekteres og det er ikke tilladt at tale med hinanden rundt om i haven. ( har man brug for at tale med nogen eller spørge om noget, er det muligt at få en snak ved siddeområdet midt på gårdspladsen og i havehuset efter kl. 21)

Kort om stress og have

At planter og have har en positiv virkning på mennesker, mentalt, er der efterhånden forsket en del i.  Ophold i det grønne er med til at reducere stresshormoner og det hjælper både når man kan mærke at det er ved at strammer til, når man er ramt af stress, eller bare forbyggende. Det gælder om at kroppen og hovedet får en pause, får ro til at geare ned, så man kan få overskud og få ladet op.

Haven har mange funktioner, det er et sted hvor man slapper af,  du får frisk luft, og pirret dine sanser. Der er masser af d-vitamin i solens stråler og dagslyset stimulerer hjernen

De grønne nuancer virker beroligende, reducerer stress og giver ro i hovedet, så det bliver lettere at kunne sætte sig ned og få den hjernepause man trænger til.

Den friske luft medvirker til en naturlig træthed der giver en bedre søvn – som er medvirkende til at krop og hjerne bedre kan genopbygge sig selv.

Alle sanser kommer på arbejde når vi er i haven eller naturen, hjernen skal kun koncentrere sig om dufte og lyde  (vinden og fuglene)  og  det virker beroligende på nervesystemet når sanserne er naturligt aktive, og man bliver mere nærværende.

Majbritts egen historie

Jeg har selv været ramt af stress.

For et par år siden måtte jeg selv en tur helt ned og bide i græsset. Jeg havde stort set aldrig haft en sygedag på jobbet.

At gå fra at have styr på alt, til knap nok bare at kunne være alene hjemme, det er noget af en koldbøtte at slå. De første to måneder efter at alt blev sat på “stand by” var jeg ikke selv ude i min egen have. Jeg kunne ikke overskue det.  Og det på trods af at jeg elsker min have, og at jeg altid har brugt al fritid derude. Efter 2 måneder var jeg kommet så langt ned i humøret, at min mor tog affære. Det var hende der sagde, at nu gør vi det og det, og så hjalp jeg hende i haven. Både det at komme ud og bruge min krop, bare få frisk luft, gjorde en stor forskel.  Og så får de grønne omgivelser bare mennesker til at restituere og heles.

Efterhånden som jeg fik det bedre, brugte og bruger jeg også haven til bare at gå en lille tur og se hvad der sker dag for dag. Jeg giver mig selv tid til at sidde et par minutter, tømme hovedet og nyde det grønne og roen, og at være i nuet, så hjernen får ro for tankemylderet. Der var meget forskel på dagene, nogle dage orkede jeg ikke de store åbne vidder, og følte mig bedst tilpas i de mindre haverum, hvor man er mere tryg og gemt. Andre dage var det mere det åbne og lyse der var tiltalende. Nu er jeg  kommet tilbage på fode igen, og jeg nyder at drøne rundt i haven med spade og saks, for der skal lige klippes lidt her og deles lidt der . . . Men det er uden mobil og andre forstyrrelser, og jeg bruger også stadig haven til de stille stunder, for at få renset hovedet og ladet op. Og især hvis jeg kan mærke at det er ved at stramme til, så er jeg blevet bedre og hurtigere til at slå bremsen i.

Her i haven er der ingen stress, ingen stræben, men frihed, ro og tid. Haven er både til lyst og trøst

Åbningstid

Praktisk Info:
Tag tøj  på efter vejret og til at du ikke kommer til at fryse ved at sidde stille i længere tid udendørs. Medbring et tæppe til at sidde på, eller pakke dig ind i. Medbring gerne noget at drikke, vand – te/kaffe

Lad mobilen ligge i bilen, eller sluk den ved indgangen.

Åbningstider – stilletid i haven
Tirsdag aftener i lige uger i månederne maj, juni og juli

landscaper-homepage-work-01
landscaper-homepage-work-02

Åben Have

Planlæg et besøg til Gartnerhaven og få inspiration til at lave en oplevelsesrig have hjemme. eller nyd blot haven og tag kaffekurven med. Er vejret gråt, kan der siddes under tag i havehuset.